Det kan være svært at påføre en væske i en lige linje uden at spilde, dryppe eller gøre det ujævnt – men det kan lade sig gøre med en cobot. Her kan du blive lidt klogere på, hvordan du vælger det rigtige værktøj, og gør din cobot klar til dispenseringsopgaver.
Palletering, skruning og påføring af lim.
Det er kun nogle af de processer, som cobots kan hjælpe din virksomhed med. Men hvordan kommer du i gang, og hvordan gør du din cobot klar til disse opgaver – og ikke mindst, hvordan vælger du det rigtige værktøj?
Det kan konsulent Christian Skov Esbensen fra Teknologisk Institut hjælpe dig med.
Herunder kigger vi nærmere på cobots, der skal afgive noget væske i små portioner på et emne – altså dispenseringsopgaver.
Hvordan vælger du værktøjet?
Når man taler om en cobot, der skal dispensere, består robotcellen af:
- Et dispenseringssystem
- En cobot
- En arbejdsplan
Dispenseringssystemet består så af flere dele også:
- Et reservoir, som er dér, hvor væsken, der skal dispenseres, befinder sig
- En pumpe, som fører væsken videre til dispenseringen
- En regulator, som sikrer, at væsken kommer konstant
- En ventil, der er væskens “udgang”
Når man starter med at dispensere, er det vigtigt, at man har styr på væskens fysiske egenskaber – hvor flydende er væsken, er den klistrede, er den varm eller kold og lignende.
Herefter kan man kigge på valget af værktøj til opgaven.
Overordnet kan dispenseringsmekanismer opdeles i to kategorier:
- Tryk-tid-dispensering
- Volumetrisk-dispensering
Tryk-tid-dispensering påfører et tryk over en specificeret periode. Når trykket er højt, vil væsken løbe ud af dispenseringsdyssen, indtil trykket falder igen.
Volumetrisk-dispensering dispenserer uafhængigt af trykket, da mekanismen er designet til at skubbe en specifik mængde ud af gangen.
Hvorfor bruge en cobot til dispensering?
Når man taler dispensering, er der rigtig mange parametre, som man skal være opmærksomme på. Og disse parametre bliver ikke færre, når man så skal dispensere med hjælp fra en cobot.
Når dispenseringen bliver foretaget manuelt, har operatøren mulighed for at korrigere dispenseringsvarighed og -bevægelser afhængig af væsken. Vedkommende kan altså lave en vurdering undervejs i dispenseringen. Når dispenseringsprocessen derimod automatiseres med en cobot, er det derfor vigtigt at have styr på variation i væskens fysiske egenskaber.
Arbejdet op til en vellykket dispensering med en cobot kan derfor være længere, men når først hele opstillingen og arbejdsplanen er lavet, så vil cobotten kunne foretage dispenseringen med ensartet og over længere tid, end hvis opgaven blev gjort manuelt.
Du kan læse meget mere om cobots til dispenseringsopgaver i cobot-håndbogen på cobotlab.dk.
Cobot Knowledge Lab – der er et partnerskab mellem Industriens Fond, Teknologisk Institut, Implement Consulting Group og Videnscenter for Automation & Robotteknologi (Nord & Syd) – har til formål at klæde nutidens og fremtidens arbejdsstyrke på til at blive innovative cobot-brugere.